Nyheder

Damerne storsejrede i lokalopgør

Den seneste halvanden måned har ikke været god ved Rungsted-Hørsholm Floorball Klubs bedste damehold, 3 nederlag til Vallensbæk, som har betydet at førstepladsen nu ikke er inde for rækkevidde længere og fokus nu skal rettes et andet sted hen. Første mulighed for at komme tilbage på sporet der gerne skulle føre holdet til en andenplads i rækken, var fredag aften, hvor lokalrivalerne fra Lyngby stod for modstanden.

Tidligere opgør mod de blå, har været tætte og ofte meget rodet, fordi intensiteten har været høj og fokus på at undgå at lave fejl i fokus. Lyngby stillede på dagen i stærkeste opstilling, hvor i mod hjemmeholdet, måtte se bort fra fire spillere, som normalt er at finde på holdkortet.

Fra hjemmeholdets side var der stor fokus på de defensive opgaver skulle løses før det kunne blive til offensive muligheder, og den gameplan blev der arbejdet ud fra i gennem hele kampen og den blev holdt til punkt og prikke hvert et sekund.

De første 10 minutter af kampen skulle holdene lige finde sig til rette. Men hjemmeholdet var holdet med taktstokken, og dem som kom frem til mest, uden at det siger særlig meget.

Kort inden haluret rundede de første 10 minutter, kom første mål, det var Josefine Achilles, som nærmest blev spillet fri af en Lyngby-spiller i slottet, og her svang “Jobs” sin hammer og tordnede kuglen helt op i krogen med sin baghånd. Jublen og forløsningen var stor for hjemmeholdets spillere, som tydeligt fik et energiboost af målet.

Målet gav mere overtag til de orange og med 4 minutter igen af første periode, kom 2-0, da Josefine Achilles finder Katrine Lind, som sender kuglen i mål. Lyngby nåede dårligt at trække vejret, før den var gal igen, 18 sekunder efter  2-0 målet, pressede A-kæden på og det udmøntede sig i at Louise Roulund kunne erobre bolden bag Lyngbys mål og sende den ind til Sarah Hammer, som stod helt fri og hun placerede køligt bolden langs “isen” uden chance for den intet anende Lyngbykeeper. 3-0!

Inden de første tyveminutter var overstået havde Ingrid Mjøen nået at bringe hjemmeholdet på 4-0 med assist fra Maria Gaston. En solid og fortjent føring til Rungsted Ladies, der fysisk sad på deres modstandere over hele banen.

Den midterste periode, blev en anelse mere rodet, stadig med de orange, som spildirigerende og det fysiske overtag, men Lyngby skulle naturligt fremad for at forsøge at få reduceret føringen i første omgang, og den øgede intensitet fra modstanderen gjorde at Rungsted også måtte steppe op og investere mere i nærkampene. For Rungsted trådte anfører Lotte Laugesen virkelig i karakter, og flere gange gik hun ind og fjernede en modstander og tog bolden, med ren og rå fysik, til inspiration for resten af holdet, som fulgte trop, og det medførte at Lyngby aldrig blev rigtig farlige.

Den anden vej satte Rungsted to scoringer i løbet af perioden. Først var det Maria Just der knap midtvejs modtog en pasning fra Louise Roulund langs banden, og her trak hun ind i banen fra sin backposition og sendte et hårdt og fladt trækskud afsted, som ingen så, før kuglen lå i nettet. Et par minutter senere brød Lotte Laugesen på fornemmeste vis bolden på midten af banen og løb i en kontring to mod to med Josefine Quaade ned og scorede til 6-0 efter hun med marginalerne på sin side fik kæmpet bolden igennem de to tilbageværende Lyngby spillere og fik sendt et skud afsted som røg i kassen. VILJE!

Lyngby fik deres eneste mål i kampen i starten af tredje periode, da en Rungsted back i et forsøg på at bryde bolden blev rundet og Lyngby pludselig var i overtal omkring Rungsted-målet, som de udnyttede flot, med en tværpasning til bagerste stolpe, hvor Annika Panduro i målet ikke kunne nå over før det var for sent.

Det var tydeligt at se på hjemmeholdet, at det hårde arbejde som blevet lagt i de to første periode, så småt var begyndt at sætte sine spor i spillet rundt omkring, heldigvis var modstanderen også ramt, og det gave flere kontra chancer især til hjemmeholdet, hvor Josefine Quaade brændte et par store tilbud, men som i sidste ende fik sit mål, da hun på endnu en kontring satte kuglen uimodståeligt i nettet dermed lukkede kampen af på måltavlen til resultatet 7-1.

Et fuldt fortjent sejr over et hold der ofte har voldt de orange problemer, og noget kunne tyde på at Rungsted har fået bugt med nogle af de udfordringer de havde i mod Vallensbæk.

LOM: Alle spillere kunne på dagen have fået titlen, men anføren viste vejen i defensiven, med flere stærke aktioner kvinde-til-kvinde, hvor hun simpelthen var overlegen. Det førte flere spilvendinger med sig og hun satte selv et mål efter en god nærkamp og spilvending. Lotte Laugesen var eksemplet på “lead by example” i dagens kamp.

Der kommer i løbet af weekenden, billeder fra kampen, da fritidsfotograf Piet Kobusch var nede og skyde kampen med sit kamera.

Kategorier:Nyheder