Nyheder

Just’s hammer sikrede 3 points til damerne

Rungsted-Hørsholm Floorball klubs damehold skulle søndag op i mod Hafnia, som i den første kamp i sæsonen havde slået det orange hjemmehold med hele 8-1. Til dagens kamp manglede Rungsted Ladies hele 7 spillere, og derfor var der sendt bud efter to spillere fra fitnessholdet, som kunne supplere de 7 tilbageværende markspillere. Ingrid Mjøen spillede sin anden kamp for holdet og Charlotte Klinge fik sin debut, og det blev til to stærke præstationer fra de to nye ladies, omstændighederne taget i betragtning.

Ingen af de to hold formåede at sætte sig på kampen fra start, og første periode udviklede sig til at blive en ganske lige  forestilling, med chancer i begge ender. Rungsted Ladies kom på tavlen allerede efter 4 minutter spillet, da Laura Bloch og anfører Lotte Laugesen eksekverer en indøvet detalje fra hjørnet, som bringer Laugesen i position til en afslutning, som hun sætter i modsatte side af målet, på et flot udført trækskud.

Hafnia kom bestemt også til deres chancer, mest iøjnefaldende var Liv Nøhr, som på egen hånd fik skabt en god portion muligheder, men hun var flot pakket ind af Katrine Lind og Lotte Laugesen på skift. De skud der kom forbi opdækningen tog Annika Panduro sig af i kassen, med sikre indgreb hele vejen igennem.

Det blev 2-0 til hjemmeholdet da Lotte Laugesen på et frislag prikkede bolden til Maria Just, som svingede tryllestaven og tordnede bolden ind i kassen via begge stolper og uden chance for Hafnias keeper.

12314786_10204889567500785_31471332_o

Anden periode blev en stillingskrig uden lige, tættest på scoring var hjemmeholdets Laura Bloch, som sendte et flot trækskud afsted mod krogen, men en god redning, kom i vejen for flot mål.

I tredje periode trak Rungsted Ladies fra, da udeholdet blev ramt af en dobbeltudvisning, og det udnyttede Maria Just til igen at hamre løs mod Hafnia målet. Den megen plads i fem mod tre, gav Just gode arbejdsbetingelser i venstre side, og efter hun modtog en fin aflevering fra Christina Walther, kunne hun trække et pænt stykke ind i banen og sætte kuglen op i hjørnet af målet til 3-0.

4-0 blev det kort efter, da Maria Just flot finder Laura Bloch ned igennem midten, med en stenhård aflevering. Bloch satte turboen til og sprintede fra de to Hafniabacker, som blot kunne se til, at den hurtige Rungstedwing smed bolden i kassen.

Selvom udeholdet fik pyntet lidt på resultatet til sidst, kom de aldrig rigtig tæt på og dermed kunne Rungsted Ladies, tage en vigtig 4-2 sejr og dermed 3 points til stillingen, som er rigtig tæt i år, da flere hold har slået hinanden på kryds og tværs.

LOM: Maria Just, spillede solidt i begge ender af banen. Flere sikre indgreb i defensiven, førte til offensive aktioner den anden vej. Hendes kraftfulde skud blev afgørende idag, da hun satte to flotte scoringer og tilsatte en assist.

Skærmbillede 2015-11-30 kl. 10.19.31

 

Kategorier:Nyheder