Nyheder

Nederlag i premieren

Sæsonen 15/16 blev for damernes vedkommende indledt mod det bedste hold i rækken, Hafnia FC. Rungsted Ladies har i sommerpausen måtte sig farvel til deres nu tidligere målkvinde og i stedet sagt goddag til Annika Panduro, som har valgt at prøve målmands tjansen af, for at give sine mange skader lidt mere ro.

Rungsted-Hørsholm måtte indlede søndagens kamp med blot 7 markspillere, da de sidste 3 spillere var forsinket. De 7 spillere, leverede en stærk indsats og arbejdede stenhårdt for at give Annika i målet de bedste arbejdsbetingelser. Stillingen var derfor 0-0 efter 13 minutter, og her indfandt de tre forsinkede spillere sig så på bænken. Coach Sonne begyndte så småt at benytte sig af de ekstra kræfter der var kommet til, men herfra begyndte det at gå helt galt. På blot 4 minutter gik Hafnia fra 0-0 til 5-0, alle mål scoret fra “Slottet” uden chance for Annika i målet. En mere end godkendt første periode, blev forvandlet til en mareridts periode.

Anden periode var en anderledes positiv oplevelse. Nuvel havde Hafnia stadig det meste af initiativet, men Rungsted-Hørsholm pigerne fik for alvor arbejdet sig ind i kampen og spillede i lange periode helt lige op med de (nu tidligere ligaspillere) fra Hafnia. I et par omgange lykkedes det tilmed at få trykket hjemmeholdet helt ned og kørt bolden flot rundt, krydret med et par afslutninger, som dog røg snert forbi. To personlige fejl, blev straffet i den anden ende og derfor måtte de orange, se 7-0 på tavlen være en realitet efter anden periode.

Rungsted Ladies formåede at fjerne fokus fra måltavlen og i stedet, fokusere på at få noget ud af de sidste 20 spilleminutter. Stortset alle aftaler blev holdt og spillet begyndte så småt at hænge noget bedre sammen. Det betød også at hjemmeholdet havde svært ved at få ro til deres solide pasningsspil og de derfor oftere blev brudt midt på banen og måtte halse hjem når udeholet kom buldrende i deres kontringer. Kampens mål blev sat ind af Maria Just, som fra en spids vinkel tordnede bolden helt op i det fjerneste hjørne uden chance for den ellers velspillende Hafnia keeper. Der var ingen tvivl om at det var vigtigt for selvtilliden at få scoret et enkelt mål for udeholdet. Desværre lykkedes det Hafnia at score et enkelt mål i slutningen af kampen, og derfor endte det med en fortjent sejr til de hvide på 8-1.

Annika leverede en helt ok debut, på trods af de mange mål i mod. Hun kunne intet stille op ved nogle af dem, og hun reddede tilmed et frækt “zorro-forsøg” af Hafnias bedste på dagen Liv Nøhr.

LOM: Sarah Hammer, leverede en meget solid indsats som center, det var bestemt ikke til at se at det var første kamp på den nye postion. Hun dækkede flot op og bandt spillet sammen efter bedste evne. Talentet er der uden tvivl og det skal blive rigtig spændende at følge den lille energibombes udvikling i løbet af sæsonen.

Kategorier:Nyheder