Nyheder

Har Rungsted et hemmeligt hold!

Hvem er de 10-15 spillere der hver mandag den sidste måned har spillet “nat” floorball.

Redaktionen har sat sig for at undersøge det nærmere og har talt med Stephan Grey fra bestyrelsen. Det går dog hurtigt op for os, at han ikke kan bidrage med meget information. “Jeg har godt set og hørt der er startet en flok spillere, men jeg har primært med ungdommen at gøre så jeg kan desværre ikke hjælpe jer nærmere” fortæller formanden

Det smørrede smil afslørede, at han helt sikkert vidste mere, men det var umuligt at lokke mere information ud af ham. Bedømt udefra er der tale om nogle spillere med en lidt længere livserfaring end spillerene på de øvrige hold, så vi tager i stedet kontakt til Andreas Ritterfeldt, der er ansvarlig for seniorafdelingen og han er mere snaksaglig og løfter sløret for hvem spillerne er.

“Vi har i foråret fået en forespørgsel fra en række forældre til ungdomsspillerene om de må starte et motionshold for herrespillere. Hele ideen er, at de spiller når ungerne er lagt i seng og der er ro på hjemmefronten så de kan komme afsted, hvilket er årsagen til de træner fra 21:30” fortæller Andreas

Det er selvfølgelig meget godt, men hvad er årsagen til at holdet ikke fremgår af hjemmesiden og er der tale om et lukket hold?

“Der er på ingen måder tale om et lukket hold, men vi ville gerne give dem ro til at finde ud af om der er basis for et rent motionshold og med kort tid tilbage af sæsonen har vi været lidt afventende. Vi kan dog godt løfte sløret for, at holdet indgår i planlægningen frem mod den nye sæson” fortæller Andreas

Efter lidt benarbejde har redaktionen nu fundet ud af, at der faktisk er startet et motionshold i Rungsted Hørsholm Floorball klub, som spiller hver mandag fra 21:30 i Rungstedhallen, så har du lyst til at spille med så kig ned i hallen – holdet fortsætter med at træne i maj

God Sommer

 

 

 

Kategorier:Nyheder